Som barn tilbragte jeg al min tid i stalde, hos dyrlæger og med i det hele taget med dyr. Jeg red dressur på rimeligt højt niveau. Som voksen valgte jeg at blive journalist, men dyr var stadig min passion. Da min elskede hest kaldet "Varanen" brød sammen pga. forkert ridning og mangel på korrekt behandling, og jeg selv fik en slem frossen skulder, begyndte jeg at interessere mig for løsninger på sådanne problemer.

 

Jeg gik derfor i gang med an lang række af studier. Det var for mig magtpåliggende, at hvis jeg skulle bruge så meget tid og penge på en ny uddannelse, så skulle det bare virke og give nogle resultater, der kunne forstås. Derfor måtte jeg til England for at tage den, da der simpelthen ikke var noget seriøst bud på en tilsvarende uddannelse i Danmark. Det er der stadig ikke! Selv den anatomi og patologi jeg havde taget i Danmark, måtte jeg tage om i England.

 

På uddannelsen fik jeg tilnavnet Miss Doolittle, fordi jeg også der kom slæbende med de underligste cases. Jeg fik mange enetimer hos mine lærere på min basisuddannelse, fordi vi altid boede på samme hotel, og de kendte altid lige en lille galopstald eller et rescue center for greyhounds, hvor vi tog en tørn, når de andre var gået hjem. Det var der, jeg lærte BodyReading m.m. jeg bruger dagligt i mit arbejde med dyrene.

 

Min baggrund som rytter hjælper mig meget i arbejdsdagen med hestene, fordi jeg kan sætte mig ind i, hvad problemet er og hvor det kommer fra. Baggrunden som rytter betyder også, at jeg har en krop at tage hensyn til pga. gamle ulykker. At jeg ikke er Super Woman, har jeg måtte lære på den hårde måde, hvor jeg lå underdrejet i månedsvis indtil jeg lærte at passe ordentligt på mig selv. Den dyrt købte erfaring er jeg glad for at kunne viderebringe til mine patienter på en pæn måde.

 

Hundene kom ligesom ind fra siden. Jeg var faktisk ikke så glad for hunde, da jeg startede på min grunduddannelse. I dag har jeg selv 3 styks af slagsen samt mit arbejde med hundene i klinikken, som jeg bare bliver så glad af og ikke ville undvære.

 

Elefanterne har været en gammel drøm i mange år, og jeg måtte simpelthen se, om det her også virkede på dem. Derfor rejste jeg til Thailand af flere ombæringer og endte til sidst med et 6 mdrs. forskningsprojekt derude. Så jeg kan nu kalde mig verdens første elefantkiropraktor! 

Jeg er nørd, og vil kun arbejde med det, der giver mening både her og nu og på den lange bane. Min fascination af arbejdet på de myofasciale baner skyldes klart, at det virker, og at det ikke gør ondt. Så jeg er faktisk, med min utålmodige sjæl, ret vild med resultaterne, som denne behandling kan fremfor så meget andet.​